Vi har tømt fællesskaberne for forpligtelse
Skrevet af Anna Løwe, ambassadør for SocialSpace
I jagten på frihed og fleksibilitet har vi forsømt limen til vores fællesskaber. Det er tid til at genopdage værdien ved at forpligte sig.
Af alle livets luksusvarer er fællesskabet måske den mest undervurderede. I dag kan vi vælge fællesskaber til og fra, som var det en streamingtjeneste eller et cafebesøg. Digitaliseringen har åbnet dørene til en verden af fællesskaber: interessegrupper, sociale medier og netværk, der konstant byder os indenfor. Men midt i denne buffet af muligheder lurer en uventet tomhed. For mens vi svømmer i fællesskaber, der kræver lidt og giver hurtigt, mister vi forbindelsen til noget langt mere værdifuldt – forpligtelsen.
Forpligtelse er limen, der binder os sammen
Forpligtelse. Blot ordet kan sende kuldegysninger ned ad ryggen. Det lyder jo nærmest som et fængsel i en tid, hvor frihed, fleksibilitet og selvstændighed hyldes som de højeste idealer. Men måske vi bør spørge os selv, hvad der sker der, når vi piller forpligtelsen ud af fællesskaberne?
Jeg tror nemlig, at vi mister noget større: limen, der binder fællesskaber sammen. Når vi forpligter os til et fællesskab, giver vi ikke kun vores tid og indsats, vi modtager også noget uerstatteligt og essentielt for vores trivsel: følelsen af at høre til.
Autonomiens ambivalente væsen
At være forpligtet betyder at være nødvendig. Det betyder, at andre regner med dig. Og når du mærker, at du har en rolle, vokser din følelse af at høre til. Det er netop her, fællesskabets styrke ligger. Det er ikke kun et sted, vi finder støtte og samvær. Det er også en kilde til mening og formål - at tage del i noget større end sig selv.
Men lad os være ærlige: Forpligtelse kræver noget. Det kræver tid, prioriteringer og viljen til at sætte sig selv til side for noget større. Og det er måske netop derfor, vi tøver. Vi frygter at miste friheden til at vælge, til at handle spontant. Er vores behov for autonomi i den forbindelse gået for vidt?
Et fællesskab uden dybde
Konsekvensen af den uforpligtende kultur er fællesskaber uden substans. De bliver skrøbelige, overfladiske og uden dybde. Vi forvandles til udskiftelige brikker, der kan sættes ind og tages ud uden mærkbar forskel. Vi risikerer at stå tilbage uden den samhørighed, der opstår, når vi giver noget af os selv.
Jeg mærker det selv. Som en moderne nomade bevæger jeg mig fra fællesskab til fællesskab: gennem studie, foreninger, fritidsaktiviteter og vennegrupper.
Det er en luksus at have adgang til så mange sociale arenaer og muligheden for at deltage, når det passer mig. Men alligevel hænger der en følelse af overfladiskhed over min deltagelse. Der er ingen faste aftaler, ingen udtrykte forventninger og intet ansvar, der binder mig.
Netop her efterlader den uforpligtende tilgang mig med en følelse af ikke at efterlade et aftryk – som en skikkelse malet af overflødighedens pensel. At slå dybere rødder i vores fællesskaber, og med dem lade kvaliteten hæve sig over kvantiteten, må være et mål - i hvert fald for mig.
Autenticitet frem for facader
Måske handler vores modvilje mod at forpligte os til fællesskaber slet ikke om egoisme eller frihed, men om udmattelse. Udmattelsen af at skulle præstere.
Sociale medier forstærker dette ved konstant at spejle os i andres perfekte liv, polerede billeder, succeser og vellykkede fællesskaber, hvor ingen synes at have en dårlig dag. Resultatet er måske, at mange opfatter fællesskaber som endnu en arena, hvor man skal leve op til en standard og præstere følelsesmæssigt for at høre til?
Når fællesskaber begynder at ligne endnu en arena, hvor vi skal præstere for at høre til, er det ikke mærkeligt, at mange vælger at holde sig væk. Hvorfor skulle man forpligte sig til noget, hvis det også kræver, at man konstant skal være sin bedste version? Det er som om, at vi har glemt, hvad fællesskaber egentlig handler om: ikke perfekte præstationer, men ægte nærvær.
Men ægte fællesskaber skal ikke være endnu en scene for præstation. Tværtimod bør de være steder, hvor vi kan komme med hele os selv – også når vi ikke har overskud eller noget særligt at byde ind med. Vi skal insistere på at skabe rum, hvor det er nok at dukke op – uden forventningen om at være "på" hele tiden. Faktisk er selve det at møde op forpligtelsen i sig selv -og det er ofte rigeligt.
Hvis vi skal genopfinde forpligtelsen som en positiv værdi, skal vi begynde med at skabe fællesskaber, hvor der ikke er krav om perfekte præstationer, men blot et åbent rum for mennesker, der tør være til stede som dem, de er. Lad os belønne nærvær frem for facader. Det er her, fællesskabets ægte gevinst findes: følelsen af at høre til, præcis som vi er.
En nøgle til trivsel
Fællesskab er på én gang en luksus og en nødvendighed. Mest af alt en nødvendighed for vores mentale trivsel og samfundets sammenhængskraft.
Vi har skabt en kultur, hvor fleksibilitet hyldes, men hvor det langsigtede engagement ofte ses som gammeldags. Så er det mon tid til at genopdage værdien af at være forpligtet til fællesskaber? Ikke som en byrde, eller et tab af frihed, men som en nøgle til alt det, fællesskaber kan give: tryghed, mening og følelsen af at være en del af noget større.