Når løb bliver en holdsport - Et fællesskab i fart
Interview med Emil Albrechtsen, ultraløber, fysioterapuet og engageret i en bred vifte af københavnske legefællesskaber.
Forestil dig at trække i løbeskoene og træde ud i en kold morgen. Ikke alene skal du kæmpe med vinden fra Østerbro og dine stadig halvsovende ben, men du skal også navigere mellem en hær af (ofte) matchende tights og løbeure, mens du prøver at finde hoved og hale i dette fænomen kaldet løbeklubber. Er det en kult? En undskyldning for at høste likes på instagram og strava? Eller rent faktisk en måde at få nye venner på? Ifølge Emil Albrechtsen, en af Københavns engagerede løbeentusiaster, kan det være lidt af det hele – og måske er det netop det, der gør det fantastisk.
De seneste år er løbefællesskaber eksploderet i popularitet i Danmark. Ifølge TV2 Kosmopol er der nærmest gået løbe-amok i byerne, hvor nye klubber dukker op i et væk.
Fra Straf til Fællesskab
Emils løbekarriere begyndte ikke som en historie om fællesskab og glæde. Tværtimod. Som barn løb han med sin mor i en lokal løbeklub i Ringkøbing, men fodbolden var hans sande kærlighed. Og i fodboldverdenen var løb ikke en frihed – det var en straf.
"Hvis vi spillede dårligt, skulle vi løbe ekstra omgange. Så for mig var løb noget, man gjorde, når man havde gjort noget forkert," fortæller Emil.
Det var først senere, efter en periode med personlige udfordringer, at han genoptog løb – denne gang af egen vilje. Eller rettere, som en ny form for selvafstraffelse: "Det kan lyde dystert, men jeg løb for at straffe mig selv. Kilometer efter kilometer. Indtil det gjorde ondt. Det var det eneste, der gav mening."
Hvis man kigger på Emil i dag, er det nok de færreste, der vil forbinde hans løbeglæde med straf, for med tiden ændrer det sig for ham. Han blev trukket ind i en løbeklub i Holstebro, hvor en engageret træner insisterede på, at han skulle løbe med andre – ikke kun for at blive bedre, men for at opleve glæden ved fællesskabet.
Løbeklubber: Fællesskab i Fart
Da Emil flyttede til København, begyndte han at løbe med flere forskellige løbefællesskaber, herunder Nbro, Adidas Runners og MK-løbeklubben. Han opdagede hurtigt, at løbeklubber er meget mere end bare hurtige kilometer og fancy løbesko.
"Jeg troede, jeg bare skulle have nogen at måle mig med, men det viste sig, at de faktisk savnede mig, når jeg ikke dukkede op. Det forstod jeg ikke i starten," siger Emil.
Han begyndte at engagere sig mere i fællesskabet, ikke kun for sin egen skyld, men også for at sikre, at nye løbere fik en god oplevelse. Nu gør han sit bedste for, at alle skal føle sig anerkendt og set – hvad enten det er ved at give high fives eller heppe på sidelinjen.
Løbefællesskaber har en unik evne til at skabe relationer på tværs af baggrunde. Det fælles tredje – løb – gør det nemt at starte en samtale, uden at man behøver at finde på noget klogt at sige. “At lave noget aktivt sammen, er en god indgang til at starte nye relationer, hvor du ikke behøver at finde dig selv i den akavet jagt på den perfekte oneliner, der skal starte samtalen. Du kan bare spørge: ’Hvad løber du i dag?’ Og så er samtalen i gang," siger Emil.
Løbeklubber handler ikke kun om at løbe – de handler om at være sammen. Det er ikke bare en træning, men en social oplevelse, hvor man opbygger relationer gennem fælles oplevelser. At kæmpe sig gennem de sidste intervaller eller grine sammen over morgenkaffen efter en lang løbetur skaber en unik form for samhørighed.
Men hvad med fordommene?
Lad os være ærlige. Løbeklubber kan godt virke lidt sekteriske. Når en flok mennesker i tilnærmelses ens outfits styrter gennem byen, mens de dokumenterer det på Instagram, kan det ligne en blanding mellem et kultmøde og et streetwear-mærkes reklamekampagne.
Nogle kritikere, som bl.a. den fodgænger, TV2 Kosmopol forleden fremhævede i en artikel, mener endda, at løbeklubberne invaderer byen og fylder fortovene som en sveddryppende tsunami af selvoptagede motionister. Men ifølge Emil handler det ikke kun om selviscenesættelse.
"Jo, selvfølgelig tager folk billeder – men kom nu, hvem tager ikke billeder af ting, de godt kan lide? Det er jo ikke anderledes end at tage et billede af sin kaffe eller sin hund. Vi elsker løb, og vi elsker fællesskabet – så selvfølgelig deler vi det!"
At tage det første skridt
Hvis du overvejer at prøve en løbeklub, men er nervøs for at føle dig udenfor, har Emil et simpelt råd:
"Sig 'jeg er ny, hvordan fungerer det?' Folk vil tage imod dig. Du behøver ikke komme i topform eller kende nogen i forvejen. Bare mød op, vær åben, og lad dig selv blive en del af noget større."
Løbeklubber er ikke kun et sted for træning, men et fællesskab, hvor folk mødes, hepper på hinanden og skaber relationer, som rækker langt ud over løberuten. "Det er faktisk svært at finde en mere nærværende måde at være sammen på. Når du løber med nogen, så er du 100 % til stede – ingen distraktioner, ingen telefoner, kun bevægelse og fælles tempo," siger Emil.
At dele en fysisk oplevelse som løb skaber en anden slags bånd end de fleste andre sociale aktiviteter. Man står ikke og fumler med smalltalk – man bevæger sig, mærker sin krop og deler både anstrengelse og glæde med andre.
Men husk, selvfølgelig, at vise lidt hensyn til fodgængerne. Og hvis du stadig er skeptisk, kan du jo altid starte med en bar-løbeklub – så er der i det mindste en øl i vente efter turen!