en generation der tør at tage kampen op - mød izabella
Dette er en samarbejdsartikel mellem SEIN og SocialSpace.
Marie Falkner, som er journalist hos SEIN, har talt med Izabella, der er ambassadør ved Social Space. Hun fortæller om en presset psykiatri, og hvilke fordomme man kan blive mødt af, når man lever med en diagnose.
Psykiatrien er presset.
Det har jeg hørt på, så længe jeg kan huske. Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg nemt genkalde mig lyden af alvorlige stemmer I nyhederne, der siger, “nu skal der gøres noget”.
Jeg mindes nemlig, at det tit var en del af den baggrundsstøj, jeg som barn havde i køkkenet, når jeg sad og prøvede at sørge for, at mit barne-jegs trætte hoved ikke ville vælte ned i den skål af cornflakes, jeg skulle prøve at inhalere for ikke at komme for sent i skole. Sjovt nok hørte jeg de nogenlunde samme alvorlige stemmer sige, at “der skal gøres noget”, sidst jeg tændte radioen. Så man kan undre sig over, hvorfor intet er blevet gjort.
Et system under pres
Psykiatrien er stadig under pres. Og som ung, der skal gebærde sig i det psykiatriske system, er man nødt til at råbe mere end usandsyneligt højt for at blive hørt.
En af dem, der har oplevet det på egen hånd, er Izabella. Hun er en af flere unge stemmer, der istemmer sig koret af de, der savner forandring i psykiatrien. Derfor mødes vi hjemme hos mig til en kop kaffe og en snak om alt det de alvorlige stemmer i nyhederne bliver ved med at sige, at der skal gøres noget ved.
Izabella er 19 år gammel, hub er ambassadør ved Social Space, og hun kom i berøring med psykiatrien for første gang som 13-årig. Hun har gennem flere år erfaret, hvordan det er at skulle gebærde sig i et system, der kun har ressourcer til at tage sig af hende, når hun har det værst, frem for når hun har det bedre og er klar til at få hjælp.
Et ansigt at spejle sig i
Izabella er ungeambassadør ved Social Space for være at menneskeligt ansigt på sygdomme, der ellers kan være præget af meget stigma og misforståelse. Hun ønsker at give andre, der har det svært, nogen at spejle sig i og drømmer om, at det bliver nemmere at føle, at det er er okay ikke at være okay.
Ligeledes mener hun, at det er vigtigt, at der kommer en øget forståelse af, at det at have en psykiatrisk diagnose ikke er lig at være en diagnose. Der er mange måder at have en psykisk sygdom på. Mange psykiske lidelser forstås i snæver forstand, og det billede, vi har af, hvad det vil sige at have visse diagnoser, er præget af ensidige billeder, vi kender fra film og medier.
For et eksempel er der mange fordomme om, hvordan man er, hvis man har adhd som Izabella.“Folk tror at at man så slet ikke kan sidde stille. Det er typisk noget, man forbinder med drenge med krudt i røven, men der er mange måder at have adhd på,” siger Izabella.
“Sommetider er der nogle forestilinger om, hvordan folk med en bestemt diagnose er, der har bidt sig så meget fast i samfundet. Folk omkring en tror, at de kender en, fordi de kender ens diagnose,” fortsætter hun.
I tilfældet med adhd resulterer folks fordomme og manglende viden ifølge Psykiatrifonden i, at mange kvinder bliver diagnosticeret sent. Det kan give følgesygdomme, der kan maskere den adhd, der eller kan være kilden til problemet. Izabellas håb er, at hun ved at fortælle sin historie kan være med til at give et mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at være syg, så folks forestillinger i mindre grad kommer til at bygge på fordomme. Hun ønsker at være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det som ung med en psykisk lidelse er, at man bliver set på som et helt menneske, der er langt mere end en diagnosekode hos lægen. Izabella håber også at være med til at ændre måden, vi snakker om vores følelser på, så det bliver mere okay at italesætte, at man har det svært.
“Vi skal blive bedre till at forstå at, det er helt almindeligt at være ked af det en gang imellem. Og så er det vigtigt, at vi lader være med at problematisere svære følelser for meget. Man kan ikke altid være på toppen,” siger hun.
Samtidig er der brug for et system, der kan bære os, når vi så får behov. Der er alt for mange, der bliver grebet af psykiatrien for sent – med forværring af deres tilstand til følge.
En kamp mod sygdom er også en kamp mod et system
Som psykiatrien er indrettet i dag, skal der meget til for at få hjælp. Som ung med en psykisk lidelse skal man til ikke bare kæmpe for at blive rask, men også mod en forhindringsbane af et system, som kun til nøds vil tage en under sine vinger og give hjælp, der er tilstrækkelig.
Izabella kan berette om situationer, hvor hun har haft åbenlyst brug for hjælp, men ikke har kunnet få den, fordi behovet ikke var presserende nok. Det resulterer i et system, hvor pårørende til psykisk syge sommetider næsten må håbe på en forværring i deres kæres sygdom i håbet om, at behovet for hjælp så virker tilstrækkeligt stort til, at de kan komme igennem nåleøjet til at få hjælp. En hjælp, der burde tilkomme alle med et behov. Når først man har det så åbenlyst dårligt, at man kan komme igennem det snævre nøglehul, er mange forbi det punkt, hvor de ønsker at få hjælp. Dermed risikerer vi aldrig at gribe unge mennesker, der har det svært, når vi faktisk har en chance for at hjælp dem ordentligt.
Målet med psykiatrien bør i langt højere grad være at bygge dets patienter op, så de slet ikke kommer så langt ud, at de kan komme igennem det føromtalte nåleøje, der for eksempel gør, at man kan få en psykiatrisk indlæggelse. Eksperter har forsøgt at råbe op om et presset system, siden jeg var ved at falde i søvn over mine cornflakes, men det virker, som om forandringerne udebliver, når der i dag er en gennemsnitlig ventetid på at blive tilset af en psykiater på 81 uger.
Tallet kommer fra en pressemeddelse fra Dansk Psykologforening fra 2022, hvori der også står, at 73 procent af psykologer i meget høj eller høj grad vurderer, at de patienter, de møder i psykiatrien, kunne have været hjulpet før. Desuden vurderes det, at psykiatrien alt for ofte kun stabiliserer patienters tilstand i stedet for at behandle dem på grund af ressourcemangel.
Stærke stemmer under pres
Ofte får man som ung at vide, at man er en del af en generation af porøse snefnug, men har man psykiske udfordringer i dag og får brug for psykiatrien, skal man råbe højt for at komme til. Det er en hård kamp at overlade et ungt menneske til, især hvis de i forvejen har meget at kæmpe med. Guderne skal vide, at det ikke er nemt at kæmpe i et amputeret psykiatrisk system.
At vi ikke vælger at bruge ressourcer på at hjælpe dem, der har det sværrest, selv når de beder om hjælp, er for ringe. Når nu eksperter i årevis har forsøgt at råbe op i kampen for en bedre psykiatri uden succes, er det derfor vigtigt, at der er unge, der tør tage tale, når der ellers er larmende tavst. Måske vil det resultere i, at der på et tidspunkt, når jeg tænder for nyhederne, er mindre snak om det hypotetiske “noget”, der skal gøres ved psykiatrien, som alt for længe har været efterladt blødende.
I så fald vil man kunne takke unge som Izabella, der tør tage mikrofonen for munden og kampen op.